Forhistorie og baggrund
Gestapos optrapning
I Aarhus arbejdede Gestapo under dække af det tyske generalkonsulat, som i 1942 havde til huse i Aarhus Oliefabriks nye kontorbygning i Bruunsgade. (AaUB side 28)
I oktober 1943 manglede Gestapo plads og beslaglagde kollegium IV og V på Aarhus Universitet. (AaUB side 145). Efter bombningen af universitetet flytter de til det Gamle Rådhus på Domkirkepladsen, hvor de forblev frem til befrielsen
I løbet af efteråret 1943 havde Gestapo i et forsøg på at bekæmpe modstandsbevægelsen optrappet sin tilstedeværelse og indledt samarbejde med danske stikkere - og med stor succes.
Reorganiseringen af den danske militære efterretningstjeneste
Det danske Efterretningsnetværk havde som opgave at indsamle oplysninger om tyskernes aktiviteter og installationer. Oplysninger blev indhentet af unge officerer. De bevægede sig rundt i deres respektive regioner, ofte på cykel for at indsamle oplysningerne.
Det indhentede materiale blev sendt med kurer til den "Lille Stab" i København, hvor det blev sammensat til rapporter. De blev affotograferet og sendt illegalt til Stockholm, hvor cheferne for hærens og søværnets Efterretningssektioner havde etableret sig, og hvorfra de havde kontakt til "Special Operations Executive" (S.O.E.) i London.
Effektivisering
I begyndelsen af 1944 var stoffets omfang stigende og som følge heraf, blev det besluttet at decentralisere tjenesten. Med denne beslutning var der samtidigt taget højde for, at tjenesten stadig ville kunne virke, selv om forbindelsen mellem landsdelene i en krisesituation skulle blive afbrudt. Det var også en stor fordel, at regionerne fik deres egne radiosendere, så informationerne kunne nå hurtigere frem til S.O.E..
Det blev professor fra Finsen - instituttet, der kom til at stå for den del af decentraliseringen, som skulle skaffe "hustruer" til bla. Frits G Tillisch, som blev chef for den Midtjyske region. Oprindeligt var det meningen at Flemming Bussenius Larsen skulle være chef for den Midtjyske region, men han blev i stedet for leder af Efterretningstjenesten i Danmark. For at efterretningsofficererne skulle falde ind i omgivelserne som almindelige familier, sørgede man også for, at de havde en "kone". Disse koner skulle samtidig fungere som kurerer.
Chievitz spurgte sin sekretær om hun var parat til at påtage sig opgaven sammen med Erik Thorsen Efter at have påtaget sig opgaven angav hun på sin arbejdsplads, Radiumstationen, at hun var nødt til tage til Sverige pga. illegalt arbejde.
Arrestationerne i Bruunsgade 46-48 3. 13. december 1943
Søstrene Else, Grethe og Benthe Ulrich havde SOE agenterne "Bent" "Jakob" og "Jens" boende. Desuden var søstrene husbestyrerinde Sophie Kildal til stede i lejligheden.
Lidt over kl. 20 ringede det på døren. Det var sammen med Gestapo. De blev alle ført til Gestapos hovedkvarter, der på dette tidspunkt lå i Oliefabrikkens kontorbygning på den anden side af gaden og anbragt i eneceller.
Under den efterfølgende afhøring lykkedes det at få mange oplysninger ud af Kaj Ronald Lund og Jens Jakob Jensen. Jan Boisen Juncker havde kun været der i kort tid, og hans viden var beskeden
Denne og andre anholdelser gjorde, at Gestapo fik optrævlet mange modstandsgrupper, herunder Hvidstengruppen.
Arrestationen af Ruth Philipsen
På trods af, at den militære efterretningstjeneste havde et højere sikkerhedsniveau, endte Ruth Philipsen med at blive arresteret. Hun mødtes dagligt som repræsentant for F.G. Tillisch (leder af Efterretningstjenesten i Region Midtjylland) med der var repræsentant for (Leder af modstandsbevægelsen i Jylland). Den 6. oktober ankom Ruth Philipsen som vanligt til mødestedet. Hun kendte ikke de personer, der var der, og kørte derfor hjem igen. Hun var ikke tryg ved det, men blev den efterfølgende dag den 7. oktober beordret til at tage til mødestedet igen, hvor hun blev modtaget af Gestapo.
Gestapos nye hovedkvarter
Hun blev bragt til afhøring på Gestapos hovedkvarteret, som nu var flyttet til Universitetsparken. Hun erfarede senere at Liss Erboe var blevet arresteret dagen før, men ved en forglemmelse havde Vagn Bennike ikke fået orienteret Tillisch om dette.
Ruth Philipsen var bekendt med, at ledelsen i modstandsbevægelsen havde planer om at bede englænderne om at bombe Gestapos hovedkvarter på kollegierne IV og V i Universitetsparken. Formålet var at ødelægge Gestapos arkiv, som man vidste indeholdt oplysninger, som kunne bruges til at ramme modstandsbevægelsen.
Det angives, at Ruth Philipsens arrestation var den udløsende årsag til bombardementet pga. hendes viden om den militære efterretningstjeneste og modstandsbevægelsen. Vagn Bennike sendte derfor en anmodning til sine britiske allierede ”Undergrunden i Jylland er ved at blive revet op af Gestapo […] Jeg beder indtrængende om, at Kollegium 4 og 5, må blive ødelagt ved Luftangreb.”
Bombardementet af Universitetet
Planlægningen
Bombningen blev omhyggelig planlagt med piloter, som både havde erfaring med angreb og erfaring med at flyve lavt i dagtidsangreb (Wikipedia).
I perioden op til angrebet havde Tillisch forsynet englændene med oplysninger om specielt det tyske antiluftskyts i området.
Tidspunktet for bombningen var valgt ud fra en viden om, at fangerne ville være bragt til arrestbygningen i tyskernes middagspause,
således at ingen eller kun få fanger ville være til stede på dette tidspunkt, og at kartotekerne var åbne.
Bombetogtet
Kl. 9 om morgenen den 31. oktober 1944 lettede 24 Mosquito-jagerbombere, 12 Mustang-jagere og et fly, som skulle tage billeder af aktionen, fra Swanton Morley-basen i Østengland. Mustang-jagerne skulle ligge i en mere nordlig kurs end Mosquito-jagerbombere for at beskytte mod eventuelle fly fra Grove flyveplads ved Karup. Mustang-jagerne kom derfor ind over kysten ved Nymindegab og Mosquito-jagerbomberne ved Henne Strand. Halvdelen af Mustang-jagerne brød af med nordlig rute ved Grove. De resterende Mustang-jagere fulgte Mosquito-jagerbomberne på en mere nordlig rute helt ind til Aarhus.
Da de 24 Mosquito-jagerbombere nåede Skanderborg Sø, inddelte flyene sig i 4 bølger af 6 fly, som angreb med 4 minutters mellemrum. Kl. 11.41 ramte de første sprængbomber fra de 6 første fly. De første flybølger var forsynet med ordinære sprængbomber, for at sprænge åbninger i bygningerne. De senere flybølger medbragte desuden brandbomber for at sikre, at arkiverne blev destrueret. Angrebet var planlagt med en lav indflyvningshøjde. For at sikre, at eksplosionerne ikke skulle skade flyene, var bomberne indstillet med 11 sekunders forsinkelse, så det sidste fly i hver bølge havde nået at passere, inden bomberne sprang. Efter 15 minutter var togtet afsluttet.
Film fra Imperial War Museum om Aarhus air raid, optaget fra et af flyene. Filmen er uden lyd. Den giver et indtryk af de forhold, angrebet blev udført under.
Flyene fløj ind langs Vestre Ringgade, krydsede Langelandsgade og skulle her ramme de primære mål kollegierne IV og V.
Fra planlæggernes side var man udmærket klar over, at det var vigtigt at undgå at ramme Ortopædisk Hospital. Universitetets hovedbygning, som var under opførelse, havde som formål at opfange de bomber, som ramte forbi kollegierne. I området syd for Vestre Ringgade lå hvor tyske soldater var indkvarteret. Piloterne havde fået opgivet kasernen som et acceptabelt mål, selvom det ikke var det primære mål.
Under den sidste del af angrebet havde antiluftskytset fra den tyske krydser Nürnberg i havnen beskadiget et af flyene i et sådant omfang, at piloten valgte at fortsætte til Sverige. Alle de andre fly vendte tilbage til England.
Modstandsfolkene på kollegierne
Under bombardementet var tre modstandsfolk til afhøring, og af disse lykkedes det Ruth Philipsen og Harald Sandbæk at undslippe. Den tredje modstandsmand Carl Marius Thøgersen omkom under angrebet.
Ruth Philipsen undslap ved at hoppe ud fra 3. sal i den beskadigede bygning. Hun slap herefter væk og gemte sig i en villa, hvor der blev afholdt sølvbryllup. Her fik hun fat i en taxa og kom ud til præstegården i Risskov, hvor pastor Carl Bay og hustru var på vej til selskab på Vosnæsgård. Ruth Philipsen fulgte med hertil. Tillisch hjalp hende, så hun senere kom til Sverige.
Pastor Harald Sandbæk, som var til afhøring på kollegium V, fik under angrebet et loft ned over sig og blev slået bevidstløs. Da han blev hjulpet ud, svarede han automatisk på tysk, og da han ikke havde håndjern på, antog tyskerne ham for at være en dansk håndlanger, og han blev derfor bragt til sygehuset uden bevogtning.
På sygehuset fortalte han overlæge Prip-Buus, hvem han var. Tilfældigvis havde Sandbæks hustru samme dag taget kontakt til Røde Kors for at få tilladelse til at besøge sin mand. Hun var derfor taget til sygehuset sammen med lederen af Røde Kors i Aarhus, Børge Rasmussen, for at se, om hendes mand var mellem de sårede. Sandbæk og hustru blev herefter hjulpet hjem i privatboligen og hurtigt videre herfra for til sidst at blive sendt til Sverige.
For at narre det tyske politi blev Sandbæk meddelt død, og der blev indrykket en dødsannonce
I efterforløbet, da Sandbæk var i Sverige, fortalte BBC om hans dramatiske flugt, hvilket havde den uheldige konsekvens, at de folk, der havde hjulpet med flugten, måtte gå under jorden, bl.a. Prip-Buus og Børge Rasmussen.
Bombningens effekt
Bombardementet var særdeles vellykket med ødelæggelsen af arkivet. De tyske tab angives til ca. 65 personer, her imellem lederen af Gestapo i Nord- og Østjylland, og hans næstkommanderende,
Præcis hvor meget af arkivet, der blev ødelagt, er usikkert, men det blev vurderet, at påvirkningen af Gestapos arbejde var væsentlig. Man var bl.a. usikker på, i hvilket omfang rapporterne var blevet sendt i kopi til Shellhuset eller Dagmarhus i København. Det beskrives også, at der under murbrokkerne blev fundet en del ubrændt arkivmateriale, som blev bragt til det nye Gestapohovedkvarter på politistationen, som var blevet beslaglagt. Gestapos reaktion på angrebet var, at staben i Danmark næsten blev fordoblet.
De civile ofre
Ofrene talte også civile, bl.a. universitetets kioskdame og ni håndværkere, der var i gang med byggeriet af den nye hovedbygning.
Under angrebet var Universitetets arkitekt C.F. Møller også til stede på byggepladsen. Han blev begravet under sammenstyrtningen, men reddet ud i live
